Myterne

Den onde, onde sagkyndige
Der er mange skrøner i omløb idevil denne branche, ikke mindst omkring de prøvesagkyndige og hvordan de opfører sig. Sommetider får man det indtryk, at de sagkyndige må rende rundt med horn i panden, for de må da være sendt af Satan selv direkte fra Helvedes forgård og ned til politistationerne, for at gøre livet surt for de stakkels uskyldige elever. :) Klassiske øgenavne som f.eks. Dumpe-Carsten, Lede Larsen og Nazi-Jørgen er i omløb, og de nye elever er ikke sene til at bringe navnene videre (selve navnene er 100% opdigtede, skynder jeg mig lige at skrive!).
Nogle har - udover de lidet pæne tilnavne - også ry for, f.eks. at "ham dér, han dumper altid eleverne første gang", eller "hende dér kan bare ikke lide unge piger, hun dumper dem allerede inden de sætter sig ind i bilen", eller den ofte brugte: "Han er racist!"!  Sagkyndige rangerer i manges øjne lige under parkeringsvagter!
Det sjove er, at man kun hører de historier fra folk der selv er dumpet, man hører aldrig om "Bestå-Carsten", "Søde Søren" eller "Friske Frode", vel?
Sandheden er, at de sagkyndige er lige så forskellige som alle os andre. De er mennesker af kød og blod som altså har det sure job, at de engang imellem er nødt til at fortælle en elev at vedkommende ikke har kørt godt nok til at bestå en køreprøve, og derfor er dumpet. Men det hører jo også med til deres job, og nogen skal jo gøre det beskidte arbejde. Forestil dig lige hvordan du selv ville have det hvis det var dig der var i deres sted, og at du skulle fortælle en grædende person hvorfor vedkommende ikke er bestået.
Men lad dig ikke "køre op" over hvordan den sagkyndige snakker, eller ikke snakker, hvordan han/hun rømmer sig, trækker vejret, eller andre fantasifulde ting som du kan skræmme dig selv med. Nogle sagkyndige hyggesnakker lidt under kørslen hvis de kan mærke at eleven kan klare det, andre tier helt stille mellem kørselsanvisningerne for at eleven skal koncentrere sig. Koncentrer dig om kørselen i stedet for den sagkyndige.
Én ting er sikkert: De har alle gået på den samme skole, de er alle trænet i at se de ting der skal lægges vægt på, og der er ingen, gentager, ingen der på forhånd dumper nogen pga. deres tro, hudfarve, sexualitet, køn eller anden udefrakommende årsag!
De prøvesagkyndige skal sikre sig at dem der kommer ud på vejene nu også kan kontrollere bilen og har styr på reglerne, intet andet!
Det er og bliver et utaknemmeligt job at være prøvesagkyndig, for uanset hvad, kan man være forvisset om at hvis eleven dumper, så vil den sagkyndige mange gange få skylden - selvfølgelig er det da ikke fordi at eleven kørte elendigt!


Overstået på 10 min. - så go' er jeg!
Jeg har hørt historier blandt mine elever der har hørt at de ”kender én som kun var ude i 10 minutter, og så fik han kørekort”!
Det er meget menneskeligt at pynte på en historie, det gør vi vel alle sammen i ny og næ, lidt ligesom når folk fortæller om størrelsen på den enorme fisk de fangede på sidste fisketur (men som desværre slap fra dem da de skulle have den af krogen).
Det kedelige ved en endt køreprøve er jo, at man ikke får nogen karakter bagefter, enten er man bestået eller også er man ikke.
Ikke engang som til teoriprøven hvor man i det mindste kan blære sig, hvis man fik 0 eller 1 fejl i prøven.
Hmmm, hvad kan man så gøre for at fortælle at man er superdygtig? Jo! Man går hjem  og fortæller at man ”var god at den sagkyndige allerede efter 10 min. stoppede prøven fordi han kunne se at man var et fantastisk unikum bag et rat”. Ja, så svarer det jo nærmest som at få karakteren 12!

Myterne om den superhurtige køreprøve kan også opstå ud af glemsomhed eller simpel misforståelse. Man kan opleve at en prøve er sat til at starte f.eks. kl 10:15. Når man så ankommer i god tid, allerede kl. 09:55 – kan den sagkyndige allerede stå klar og spørge om eleven kan starte med det samme. Når man så slutter prøven og ser på sit ur at kl. er 10:30 – ja, så kan man glemme at man begyndte prøven 20 min. før planlagt og man tror at prøven så kun har varet et kvarters tid.

Så nej, selve køreprøven skal have og har en varighed af min. 25 minutter. Udover det er der afsat tid før køreturen til at kontrollere dine papirer, høre dig i dit stof i kontrol af bilen, og efter prøven at ordne papirer igen (forhåbentligt at du skal underskrive dit kørekort). Alt i alt skal du regne med at det hele er overstået på 40 min. +/- 5 min

Christianshavns køreskole - Overgaden neden Vandet 31, 1414 Kbh K - tlf: 26272869 - email: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.